Høsttid i de vilde bede

Vores vilde bede har været et smukt blomsterhav i mange måneder nu, men i takt med efterårets komme, visner blomsterne. Heldigvis kan de stadig være med til at skabe et smukt liv i bedene. De giver os nemlig blomsterfrø, som vi glæder os til at så til marts/april, når frosten er væk og bedene igen skal klargøres til den nye sæson. Derfor er Greentel gået i de vilde bede, for at høste blomsternes frø!  

Lav din helt egen blomsterfrø-blanding

Vil du også gerne lave din helt egen frøblanding, med dine yndlingsblomster? Her i efteråret kan du indsamle frøene fra havens blomster og opbevare dem til foråret, hvor du kan så din egen frøblanding, bytte frø med venner og få endnu flere spændende blomster, eller give blandingen væk som en sød gave.  

Det er både nemt og sjovt at samle sine egne frø - og alle kan være med.  

 

Hvordan samles frøene?

Du kan indsamle frøene i efteråret, når blomsterne er færdige med at blomstre, visner og tørrer ud. Frøstandene på blomsterne er meget forskellige, men prøv dig frem med at ryste blomsterhovederne og flække eventuelle bælge. Det er sjovt og lærerigt at gå på opdagelse og undersøge de forskellige måder, blomsterne sætter frø på.

 

I naturen får blomsterne hjælp af vind og vejr til at sprede frøene. Derfor kan du opleve at dine blomster allerede har smidt frøene, efter en eventuel efterårsstorm. En god idé kan altså være at høste frøene inden vinden rusker alt for meget i bedene.  

 

Se i videoen hvordan Ida Marie høster frøene i Greentels vilde bede. 

 

Tip: Du kan med fordel markere de blomster, du synes er smukkest og gerne vil have frø fra, mens de blomstrer flot om sommeren. Det kan være svært at kende dem fra hinanden, når de først er visnet.  

 

Opbevar dem til næste år

Når du høster dine blomsterfrø er det en god idé at gøre det i tørvejr, da frøene så allerede vil være tørre. Det er nemlig vigtigt at frøene får lov at tørre helt, så de ikke begynder at spire. Derfor kan du med fordel opbevare frøene i te- eller kaffefiltre, hvor de nemt kan komme af med fugten.  

 

Du kan enten inddele dine frø og skrive navnet på de forskellige frøs blomster, på dine poser, eller samle forskellige frø til en skøn, vild blanding!  

 

Når frøene er helt tørre skal de opbevares køligt indtil foråret, hvor du kan så dem, når frosten er væk.  

 

Lige så forskellige blomsternes frøstande er, lige så forskelligt er det hvor længe frøene kan holde sig. Langt de fleste vil du kunne gemme i et par år, mens andre holder sig gode i årevis! Du behøver derfor ikke nødvendigvis at så frøene igen allerede til næste forår, men kan lave dit eget lille frø-lager til mange år frem.  

 

Vil du vide mere om hvilke frø vi har i Greentels vilde bede, kan du læse om sommerfuglens blomsterblanding her.  

 

 

Du kan få vores grønne nyheder direkte i din indbakke!

Modtag et månedligt nyhedsbrev med de nyeste blogindlæg, bæredygtige tips til hverdagen og grønne nyheder fra Greentel. Når du tilmelder dig, får du 50 kr. i rabat på din næste mobilregning ved Greentel!